Hotdogbrød
Det er ikke så ofte vi får hotdogs herhjemme, men en gang i mellem er det nu bare toplækkert. Disse er selvfølgelig bagt med det fintsigtede rugmel fra Skærtoft Mølle, så du stadig kan passe på din mave, – suppleret med lidt kartoffelmel, der gør dem dejligt bløde. God bagelyst.
Tid i alt 2 timer og 15 min
Holdbarhed 4-6 dage i køleskab
Antal 7 stk
Ingredienser
2,5 dl lunt vand
10 g salt
1 spsk sukker
25 g gær
100 g kartoffelmel
Ca 220 g fintsigtet rugmel fra Skærtoft Mølle
Fremgangsmåde
Hæld det lune vand op i en skål. Tilføj gær, salt og sukker og rør til det er opløst.
Tilsæt kartoffelmel og rør det godt ud i vandet.
Tilsæt rugmelet lidt efter lidt. Dejen må ikke være for flydende, men den skal heller ikke være helt så fast som bolledej.
Sæt dejen til hævning i 45 minutter – 1 time. Gør derefter dine hænder fugtige og tag en lille håndfuld dej op, som du forsigtig former til en pølse, som du lægger på bagepapiret og glatter, så den har en lige og ens, glat form. Der er dej til ca 6-7 brød.
Pensl brødene med kaffe eller æg og lad dem efterhæve i 15-20 minutter.
Bag brødene midt i ovnen ved 210 grader i 15-20 minutter.
Tag brødene ud og lad dem køle lidt, inde du flækker dem og fylder dem med pølse, ketchup og andre gode sager.
Velbekomme!