Sprød lagkage
En virkelig smuk og velsmagende lagkage. Den skal lægges sammen ca 1-12 timer før den skal spises, eller er den umulig at skære. Bag den en dag, hvor du har god tid og overskud, – den er ikke den letteste kage, men den smager guddommeligt! God bagelyst.
Tid i alt 1 time og 20 min
Holdbarhed 2 dage
Antal 1 stk.
Ingredienser
125 g absolut blødt smør
125 g sukker
125 g fintsigtet rugmel fra Skærtoft Mølle
1 knivspids bagepulver
3 dl piskefløde
2 spsk Grand Marnier
Glasur:
50 g mørk chokolade
2 spsk fløde
Fremgangsmåde
Rør sukkeret i det bløde smør og bland bagepulveret i rugmelet. Rør melblandingen i smørmassen lidt efter lidt.
Tag bunden af en springform og tegn den af på bagepapir. Klip det optegnede bagepapir ud. Del dejen op i 3 klumper og fordel en klump ud på det runde bagepapir. Dejen skal ligge så jævnt som muligt på det runde bagepapir.
Bundene bages ved 180 grader i ca 12 minutter, eller til de er gyldne.
Lad dem stå et øjeblik og stivne lidt, efter at de er taget ud af ovnen, – de er MEGET sprøde og går derfor let i stykker.
Læg dem forsigtigt over på fedtsugende papir.
Pisk fløde til flødeskum og vend Grand Marnieren rundt i skummet. De 3 bunde lægges sammen med flødeskummet 1-2 timer før de skal spises.
Smelt chokoladen sammen med fløden og læg den på som glasur på den øverste bund.
Pynt med blomster, valnødder eller kandiserede violer.
Velbekomme!